Om Randers Bryghus
Randers Bryghus blev etableret i 2007 ud fra ønsket om igen at kunne fremstille lokalt kvalitetsøl i Randers under mottoet "Randers har fået sin egen øl, igen". Inden da havde byen stået uden eget bryggeri siden lukningen af Thor i 2003.
Bryghuset blev opbygget som et fuldt udstyret og meget fleksibelt produktionsbryggeri, med fokus på godt håndværk og lavt brygvolumen.
De første øl blev lanceret i 2008 med fokus på kendte øltyper som pilsner og classic samt med en relancering af den ikoniske Buur Øl, der er et Randers-fænomen med rødder helt tilbage til 1417.
Senere fulgte mere specielle og kraftfulde øl som Midnight Oil, der i 2009 opnåede en fornem placering i konkurrencen Årets Danske Ølnyhed.
Sortimentet er løbende vedligeholdt og udviklet. Gennem årene har vi markedsført over 100 forskellige øl.
Siden starten har bryghuset udviklet sig. Brygvolumen er øget fra 1000 til 2000 liter, med fortsat mulighed for “halve bryg”.
Den samlede kapacitet er gennem årene udvidet fra ca. 1000 HL til 3500 HL, og i dag betragtes vi som et af Nordens mest fleksible håndværksbryggerier i vores størrelse.
Idealet er det samme som dengang: autentisk, ufiltreret, upasteuriseret og håndværksbrygget øl.
Vi fremstiller med den kvalitet, kant og sjæl, man kun får fra et ægte mikrobryggeri - uden brug af automatik.
Vi brygger med de bedste råvarer, og kvaliteten har vores konstante opmærksomhed.
Opskrifterne finjusteres løbende, og vi kræser for alle detaljer - fra råvaresammensætning over mæskning og kogning til gæring, lagring og tapning.
Vores store tankkapacitet tillader også god tid til, at øllet kan udvikle sig naturligt.
Ud over at vi brygger og udvikler vores eget sortiment, fungerer vi også som produktionsbryggeri for andre.
Vores installation er som skabt til formålet, og en stor del af vores produktion er derfor afsat til lønbryg for både andre fysiske bryghuse samt hobby- og fantombryggerier.
Det er her, vores fleksibilitet for alvor kommer til sin ret. Læs mere om Kontraktbryg her.
Her på siden kan du både læse om alle vores øl og bestille levering af både vores egne og udvalgte øl fra nogle af de andre bryggerier, som brygger deres øl hos os.
Velbekomme!